mandag den 12. september 2011

Talking 'bout a revolution

Egypten er, som de fleste nok ved, midt i en revolution.  
Efter et besøg på Tahrir-pladsen (Befrielsespladsen på dansk) til en fredags demonstration fik man virkelig stemningen at føle, og selvom egypterne ser ud til at kunne lave gøjl og glade dage ud af næsten enhver situation og man kunne købe alt fra flag til mad – og ikke mindst få taget billeder som en bleg model (turister på pladsen er åbenbart spændende at fotografere;-) var der en meget autentisk og positiv følelse som ikke kunne undgå at sætte sig lidt i en – der kunne jeg for første gang virkelig blive grebet af stemningen, og fatte at det rent faktisk er lykkedes folket at smide deres gamle styre på porten.
Dette står i skyggen af de voldsomheder der foregik på pladsen for kort tid siden, hvor civile blev slået ned med en uhyggelig brutalitet af styret og over 800 døde. Jeg kunne derfor ikke blive andet end lidt benovet over de mennesker som stod op og kæmpede for demokrati og bedre tider, og som havde det mod der skulle til for at Mubaraks styre (eller i hvert fald Mubarak selv) faldt den 11. februar 2011. Man regner med at op til 2 millioner folk havde været samlet på pladsen i dagene op til Mubaraks afgang som statsoverhoved.    
Egypten er et land i forandring, og tiden vil vise om det blot er Mubarak som kransekagefigur der er væk, eller om der nu kommer væsentlige ændringer i samfundet med f.eks. mindre korruption, politivold osv. Et andet spørgsmål er hvad der kommer til at erstatte det tidligere styre - demokrati, præstestyre eller noget helt tredje?  
Jeg håber inderligt at det egyptiske folk går demokratiske tider i møde, og det bliver utroligt spændende at følge regionen fremover, samtidig der jeg glad og taknemlig for at have muligheden for at opleve denne tid i Egypten 
Ps: Mubarak er i øvrigt pt. på hospital lidt uden for Cairo (når han altså ikke lige er i retssalen) – ”a very nice place” som vores egyptiske koordinator forklarede med lidt hån i stemmen (selvom man er faldet kan man godt leve i luksus efter omstændighederne jo).   
Det udbrændte hovedkvarter for Mubaraks parti - et vigtigt symbol 

Folk klapper taktfast på diverse tilråb (kan skimtes i baggrunden)

Der bliver rapporteret flittigt fra området, bagerst ses Mogamma - regeringsbygningen hvor op imod 20.000 arbejder. Den er i øvrigt skænket af Sovjet og består af beton... og beton! 

På Tahrir!

Bannerne er klar endnu engang - hver fredag er der demonstration på pladsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar